Cookie politik


Denne side benytter sig af cookies, for at kunne fungere perfekt (bl.a. for at indkøbskurven kan fungere). Hvis du klikker dig videre rundt på siden accepterer du automatisk, at vi benytter disse cookies. Du kan læse mere om, hvilke cookies shoppen bruger, ved at læse om vores cookie politik.
 
0
Kurv
Menu

Gæsteblogger:
“Du skal da sy et tæppe!”

Dette indlæg er skrevet af Gæsteblogger Dorte Flindt:

“Du skal da sy et tæppe!”

I april 2010 blev jeg arbejdsløs og begyndte at komme til håndarbejdsaktiviteten i vores lokalområde. Her mødte jeg en meget karismatisk kvinde, Bente Hansgaard, som med det samme viste mig interesse, omsorg og glæde for at jeg var der.
Hun underviste/underviser i håndarbejde og er meget dygtig til at trylle glæden ved det håndgjorte frem i folk.
Inden længe havde hun fået mig interesseret i patchwork, og jeg syede mit første “projekt” – en lille nålemappe.
En dag var jeg ude at handle og fandt et stykke patchwork stof med nogle charmerende ugler på. jeg købte en meter og tog det efterfølgende med ned til Bente. “Jamen du skal da sy et tæppe med de ugler!” lød det.
Jeg tænkte, “ja, ja – det må blive efter sommerferien”.
Men straks var Bente der igen: “Du kan tage med mig hjem, så skærer vi det med det samme”
Ups! – og vups, så var patchwork stoffet skåret, og nu var der ingen vej tilbage.

Mit næste projekt efter nålemappen blev et patchwork tæppe. Jeg måtte ud at købe mere stof, og fik lidt foræret af en veninde også. Selvfølgelig skulle det sys over pap, og tju-hej det gik. Jeg blev fuldstændig opslugt af projektet, og havde dårligt tid til at spise eller være sammen med familien. I løbet af to en halv måned havde jeg syet og håndquiltet tæppet og var stolt som en pave. Bente strålede – mindst lige så glad som mig.

Jeg var fanget – og har syet patchwork lige siden. Det er en fantastisk fornemmelse at skabe noget med sine hænder, og det har givet mig mening i en arbejdsløs og turbulent tid.
Nu er jeg medlem af Dansk Patchworkforening, Aarhus Quilterne og abonnerer på Quilt.dk
Det er skønt, og jeg tror aldrig, jeg stopper med at sy igen.