Dette indlæg er skrevet af Gæste blogger: Anne Henriksen
Jeg så din opfordring til at skrive en historie om patchwork på din blog, og tænkte det var en rigtig god ide. Det gav mig lyst til at fortælle en historie, som ikke er sjov, den fortæller ikke om hvordan patchwork reddede min forstand, da jeg i 2002 blev tilkendt førtidspension og patchwork i 2003 blev min vej væk fra smerterne og kedsomheden. Nej det bliver en lidt trist historie, men alligevel en meget rørende historie. For mig i hvert fald.
Jeg/vi har en rigtig god veninde, som jeg har kendt næsten lige så længe som min mand og jeg har kendt hinanden. Efter vi fik børn blev det ikke til så meget sammenvær, men når vi sås, var det som om der kun var gået en uge. Da hun skulle have sit første barnebarn, bad hun mig sy et tæppe til ham. Et bamsetæppe, hvor ørene var frie, så han kunne rykke i dem med sin små fingre.
Desværre fik hun i marts 2012 bedsked om at hendes modermærkekræft var brudt frem igen. Og det viste sig hurtigt, at der ikke var noget at gøre. Jeg fik lyst til at sy hende et tæppe, som hun kunne have over sig, når hun havde brug for at hvile. Jeg fik fat i hendes døtre og fik dem til at sende mig billeder af dem, hendes barnebarn og mand. Jeg fik nogle dejlige billeder. Dem, sammen med nogle af vores egne billeder, overførte jeg på stof. Jeg valgte et mønster, der var hurtig at sy. Det skulle gå hurtigt, og jeg syr i hånden, så der var ingen tid at spilde.
En dag først i juni afleverede jeg tæppet. Hun var godt dopet, men alligevel kunne jeg se at hun blev glad for det. Samtidig bestilte hun et børne tæppe til hendes yngste datter, når hun engang fik børn. Vi fik taget en god afsked med hende. Det trøster mig i dag, da hun døde 5 -6 uger senere. Desværre nåede vi ikke hjem til hendes bisættelse, da vi var på ferie i Frankrig.
Vi var fornylig over og besøge hendes mand og vi fik lagt en krans på hendes grav. Vores ven fortalte mig, at hun havde tæppet med på sygehuset, hvor hun blev indlagt få dage efter vores besøg, en uge efter blev hun overført til hospice. Her havde hun også tæppet med. Efter hun var dø, havde hun tæppet liggende over sig indtil hun blev klædt i hendes brudekjole og lagt i kisten.
Midt i min sorg over at have mistet hende, glædede og varmede det mit hjerte, at min quilt havde haft en betydning i hendes sidste svære tid.
En trist og dog alligevel god historie om hvordan vores quilte kan have stor betydning for andre.
Venlig hilsen Anne